I weekenden havde vi besluttet at tage en smuttur til Tulsa, der er den anden største by i nabostaten Oklahoma. Jeg havde set, der var en kæmpe kagekonkurrence-udstilling, og min søde familie sagde selvfølgelig: “Så tager vi da bare af sted, der er jo kun 4½ times kørsel hver vej” :-).

Vi kørte tidligt lørdag morgen og spiste morgenmad på McDonalds i bedste amerikanske stil – der er ikke noget som en McMuffin og en liter cola med refill ;-). Det betød godt nok en del tissepauser resten af vejen… Helt tilfældigt endte vi bl.a. på en stor McDonalds, der går hele vejen over motorvejen, vi havde spist på den, da vi kørte rute 66 i 2011. Det var helt nostalgisk at køre strækningen igen.

Marius´ world history lærer havde fortalt ham, at der lå et fint vandfald lige på grænsen til Oklahoma, så det måtte vi selvfølgelig stoppe og se. Det er faktisk Missouris største vandfald, det hedder Grand Falls og ligger i Joplin. Det var jo ikke Niagara Falls, men det var fint, og man kunne gå rundt på klipperne ved det.

Herefter fortsatte vi ind i Oklahoma, landskabet ændrer sig nærmest øjeblikkeligt fra Missouris meget grønne skov (der så småt begynder at få efterårsfarver) til Oklahomas marker med kvæg, der gerne står  helt nede i de små søer.

Jeg havde godt læst, at kagekonkurrencen altid foregik sammen med en State Fair. Da vi kom til Tulsa, viste det sig, at det var en kæmpe byfest, så det var noget nær umuligt at parkere og komme omkring. Der var et enormt område med tivoli og forlystelser, og i den store expo-river spirit building var der fyldt af boder, mad, sælgere osv i bedste tv-shop stil (pander, vinduespudsemiddel mm). Virkelig amerikansk.

Men i etagen under var den store “Oklahoma State Sugar Art Show”, der i 25 år har været afholdt her. Det er en kendt amerikansk kage-dame, Kerry Vincent, der har stået for det alle årene, og det er en meget anset konkurrence med kendte dommere og enorme pengepræmier. 1. præmien i bryllupskage-konkurrencen var i år 30000 dollars! Den samlede præmiesum var på 106000 dollars i kontanter og 375000 dollars i produkter, det er simpelthen så vildt. Der konkurreres i forskellige kategorier og i fx professionelle, semi-prof. og amatør. Det er en noget anden tradition end hjemme, og kagerne er i en helt anden stil. Der er selvfølgelig klare retningslinjer for, hvordan de skal være, og der lægges stor vægt på, at der bruges mange teknikker. Kagerne er simpelthen også kunst-værker, det er utroligt at se, hvor dygtige de er. Der er ikke meget ny-nordisk stil over det – her er nogle moussebomber og et par stedmoderblomster ikke nok :-).

Jeg nød virkelig at gå rundt og kigge, der var også kendte sukker-pynt og kage folk med, der demonstrerede teknikker på scenen. Desværre har Kerry Vincent netop offentliggjort, at hun stopper, så det blev sidste år for Oklahoma Sugar Art Show. Jeg er glad for, jeg nåede at se det. Her er et link til hjemmesiden, på deres facebookside er der billeder fra i år.

Jeg behøver vel ikke at sige, at drengene blev trætte af det før mig ;-), så vi kørte mod hotellet, der havde swimmingpool. På vejen stoppede vi og så verdens største bronzeskulptur, der viser et par bedende hænder.

Søndag morgen fik vi god morgenmad på hotellet, før vi tog på kunstmuseum. Vi besøgte Philbrook Museeum of Art, der har til huse i det flotteste gamle hus, der har tilhørt en af Oklahomas oliemilliardærer, der gav huset og haven til Tulsa i 1939. Der var selvfølgelig mange fine malerier, men det var nok selve huset og haven, vi var mest imponerede over. Det var et usandsynligt dejligt sted. Haven var helt vidunderlig, passet så pænt, og selv Morten var imponeret :-). Der var også mange skildpadder i haven.

Efter museet kørte vi ind til downtown, hvor vi besøgte “Center of the Universe”, der er en sjov “attraktion”. Der er en lille plads midt på en gågade, hvor der er et virkelig højt ekko, hvis man står det helt rigtige sted. Det var mærkeligt at prøve, det var som om, man nærmest snakker i en megafon, men står man bare lidt udenfor pletten, er det helt normalt. Der er vist ingen, der helt ved hvorfor, men man mener, det har noget at gøre med de buede blomsterkummer.

Inden turen gik tilbage til Rolla, så vi et fint vægmaleri.

Vi var også forbi den store blå hval i Cartoosa lige uden for Tulsa. Det var et glædeligt gensyn, da hvalen var en af de ting, vi husker allerbedst fra vores rute 66 tur. Den er altså også sød, den blev oprindeligt givet i bryllupsgave og har også fungeret som vandland, men nu ligger den bare og smiler til alle rute 66 turisterne.

Længe havde jeg gået og glædet mig, for den 8. og 9. september 2018 var der en stor kagemesse i nærheden af St. Louis. Jeg var selvfølgelig nødt til at komme ind og kigge, og Signe ville gerne med. Så tøserne tog ind i det flotte St. Charles Convention center, mens drengene tog en rundvisning i byen, der husede Missouris første capitol building.

Der var mange udstillere af kageting, forme, fondant osv. Lidt som den kreativ messe vi plejede at tage på i Fredericia derhjemme – denne her var bare kun med kage-ting. Der var også en scene, hvor firmaer viste deres ting, og folk kunne deltage i konkurrencer. Desuden var der selvfølgelig selve kagekonkurrencen, der var delt i forskellige niveauer med forskellige temaer. Der var dog ikke så mange deltagere, som jeg havde troet – fx kun tre kager i nybegyndergruppen. Men dem, der var, var virkelig fine.

Vi mødte også den kendte kage-dekoratør Nicholas Lodge, der er en af guruerne indenfor bl.a. sukker-blomster. Han har sin egen “skole” i Georgia, hvor man kan uddanne sig til “konditor” indenfor sukkerpynt (uhh der ville jeg gerne ned på kursus…).

Jeg fik købt en lille smule – jeg kunne have købt en masse, men det er ikke den billigste hobby, desværre. Jeg er vild med alle de metal-farver, der er moderne lige nu, men de er bestemt heller ikke gratis :-).

Da vi havde set nok, mødtes vi igen med drengene, og sammen tog vi ud til Kokomo Joe´s, der er et slags indendøres lege- og arkade-sted. Altså fyldt af blinkende arkade-maskiner, lasergame og gocards – meget amerikansk og meget dyrt, hvis man skal prøve ret meget. Men sjovt var det.

Mandag tog jeg igen turen til St. Louis, for jeg havde meldt mig til et kursus i fondant-figurer. Jeg var så heldig, at en af verdens bedste til det, var med til messen og derfor var i byen. Mimicafe union (som hun kalder sig) holdt et heldagskursus fra 9-6, det var dyrt, men jeg synes, det var rigtig godt. Vi var 9 på holdet, jeg var den eneste, der ikke enten havde sit eget konditori eller var kendt som arrangør af store kage-events – så jeg følte mig lidt “ensom”, da jeg jo ikke kunne uddele visitkort til alle de andre ;-). Men det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg helt sikkert lærte en masse. Hvis nogen vil se, hvad Sachiko Windbiel laver, er hendes hjemmeside her: Mimicafé.